modgnikehtotsyek
ALLE WETTBEWERBSERGEBNISSE, AUSSCHREIBUNGEN UND JOBS Jetzt Newsletter abonnieren

Offener Wettbewerb | 11/2016

Svanemøllens Kaserne, Helhedsplan

1. Preis

Preisgeld: 300.000 DKK

Primus Arkitekter ApS

Architektur

STED – by og landskab

Landschaftsarchitektur

Beurteilung durch das Preisgericht

Forslaget beskriver indledende en vision for fremtidens kaserneanlæg. Man ønsker en ambitiøs helhedsplan, der kan gøre ”Svanemøllens kaserne til et nationalt og internationalt foregangseksempel for innovative bæredygtighedsløsninger og klimatilpasningstiltag”. Det er målet at skabe en helhedsorienteret og fleksibel plan, der er mulig at gennemføre og robust overfor fremtidige behov.

Man ser Svanemøllens Kaserne som en hemmelig ø i København, og man ønsker at fastholde ’mystikken’ og det særlige, samtidig med at kasernen fremadrettet skal åbne sig mere mod den omgivende by. Det særlige beskrives både som ”den stolte historie” og de ”stærke traditioner” og den særlige landskabelige status som grønt område og oase i storbyen.
I en serie diagrammer skildres konceptet enkelt og klart forståeligt. Kasernen skal være byens nye grønne ø, der rummer historien, nutiden og fremtiden. Samlet op i fem elementer tegnes den samlede planstrategi:
Det blågrønne hjerte er områdets frodige indre. Kasernearealet udvikles, så det fremstår med stor biodiversitet og sikrer området mod fremtidige skybrud.
Bymuren – Al ny bebyggelse på kasernen disponeres langs grundens kanter for at sikre størst muligt friareal i områdets midte.
Rygraden er den nye offentlige cykel- og gangsti, der krydser tværs gennem den centrale del af det ’blå- grønne hjerte’ og dermed forbinder internt i området såvel som eksternt til nabokvartererne. Stien er hævet op på et dige med en lille opholdsø, der muliggør ophold og udsyn til hele kaserneområdet.

Det grønne loop er kasernes nye løbe- og forhindringsbane. Den løber langs parkens kant og forbinder til alle byggefelter og følger terrænets bevægelser. Den kan anvendes til rekreation, træning og socialt mødested.
Perimeterskoven – Der foreslås anlagt et skovbælte, som omkranser hele kaserneområdet. Det tænkes udført som en ’landskabelig og visuel’ perimetersikring af hele området og rummer områdets infrastruktur i form af veje og p-pladser.
Som i en række andre forslag placeres FE-domicilet i grundens sydvestligste hjørne som overgang til byen og tæt ved Ryparken station. Resten af arealet disponeres med byggefelter af næsten ens størrelse. Det markante hjørneanlæg og de eksisterende bygninger langs østskellet bevares og friholdes for ’indpakning’ med nye bygninger. Den fine eksisterende, korsformede bygning, der rummer Center for Idræt, placeres i et større landskabsrum, der åbner sig mod det eksisterende villakvarter øst for kasernen.

De eksisterende og karakterfulde og bevaringsværdige bygningsanlæg kaldes ’perler’ og anvendes til at definere en kvarteropdeling, der kan udvikle varierede arkitektoniske identiteter i det enkelte område.
De enkelte byggefelter kan udvikles forskelligt med afsæt i en karréstruktur, der beskrives som robust og generisk. Karréen skaber et indre, mere beskyttet og intimt gårdrum, som kontrast til det store landskabsrum. De kommende konkrete byggeprogrammer kan udvikle de enkelte karréer forskelligt uden at sammenhængskraften går tabt.

Landskabet er konceptuelt tænkt som en integreret del af de planlagte sikkerhedszoner, og de anviste HAHA-mure anvendes samtidig til opsamling af regnvand. Forslagsstillerne ønsker, at Svanemøllens Kaserne skal være et ”foregangseksempel på bynaturens fulde potentialer” – direkte i forlængelse af kommunens strategi for bynatur. Forslaget anviser en række konkrete idéer til udformning af et vådområde, lokale regnvandsbede, træ- plantninger m.v., og dokumenterer dermed et grundlag for en viderebearbejdning mod en langsigtet grøn strategi for kasernen.

Den store eksercerplads bliver ’bydelens’ nye samlingssted. Den foreslås ryddet for parkering og anlagt som et nyt torv til ’hverdag og fest’ – inspireret af det berømte torv i Sienna. Den store plads samler de fine gamle murstensbygninger og kan dermed understøtte en samling af Forsvarets officersskoler. Der åbnes tillige mulighed for at der skabes et helstøbt anlæg og en imposant velkomst til gæster, der ankommer gennem hovedporten. Paradepladsen skal dog yderligere bearbejdes, så den kan understøtte de nødvendige funktioner og brugernes behov.
Forslaget rummer ikke et egentligt bud på en samlet arkitektonisk strategi. Man peger på, at de eksisterende bygninger kan danne inspiration for udviklingen i de enkelte kvarterer, og man viser nogle få referencer på potentialet. Man foreslår, at FE-bygningen skal have sit eget udtryk og være ’et lysende vartegn’, men forholder sig i øvrigt næsten ikke – hverken i tekst eller illustrationer – til konkret arkitektonisk forslagsstillelse.
Forslaget fremstår uprætentiøst og med et klart hovedgreb og et gennemtænkt og samlet koncept, der udviser både fin skalaforståelse og forståelse for den særlige ramme, der gør sig gældende.

Dommerkomitéen er enige om, at forslaget rummer et robust potentiale til i en videre bearbejdning at danne grundlag for udarbejdelsen af en lokalplan for udvikling af Svanemøllens Kaserne. Forslagsstillerene dokumenterer indlevelse og forståelse for stedets karakteristika og potentialer. Man er tilgået opgaven uden at romantisere kaserneliv og smide om sig med militære metaforer. Man introducerer en nænsom og poetisk tilgang til at ville skabe et særligt landskab og et nyt billede på bynatur i stor skala, og man kombinerer dette med en paradeplads, der har klassiske, byhistoriske ambitioner.
Det er derfor dommerkomitéens opfattelse, at forslaget på en robust måde muliggør en langsigtet udvikling, der kan optage kasernens fremtidige behov uden at helheden går tabt.
Projektet står arkitektonisk svagt og ubearbejdet, og de viste illustrationer er ikke overbevisende. Forsideillustrationen anviser i luftperspektiv en serie helt ens bygninger med samme tagformer over det hele, og perspektiverne i materialet overbeviser ikke om større følsomhed – alt andet lige er arkitektur og materialeholdning et tema, der efterspørges i programmet.

Frem mod udarbejdelsen af lokalplanen fremhæves følgende punkter som væsentlige: Højden på byggeriet skal vurderes i det videre forløb, herunder i forhold til anlæggets synlighed og udtryk fra de omgivende veje og kvarterer. Dommerkomitéen har udtrykt bekymring for dagslysforholdene i karréernes indre gårde – et forhold, der skal undersøges og kvalificeres nærmere i det videre arbejde. Der bør ske en bearbejdning af sammenhænge og overgange mellem de enkelte kvarterer/perler, samt mellem den enkelte bygning og dens nære omgivelser, ligesom karakteren af de enkelte byggefelter skal viderebearbejdes. Endvidere vil der forventeligt skulle ske en bearbejdning af oplægget til vådområder og omfanget af disse. Kasernen har et dagligt behov for brugbare (ikke våde) arealer til træning, sport m.v., og udtrykker skepsis overfor især omfanget af det centrale vådområde. Hovedgrebet skal sikres: et vådområde som gennemgående element med en offentligt tilgængelig forbindelse igennem. Det er også dommerkomitéens opfattelse, at det er en svaghed, at der plantes skov foran det gamle hovedanlæg, der fremstår lidt hengemt på. En friholdelse af det sydøstlige hjørne for træplantning vurderes derfor at kunne styrke forslaget. Perimeterskovens sammenhæng, frodighed og karakter skal sikres, også hvor der indarbejdes parkering. Derved skal dele af parkeringen placeres andre steder – som f.eks. i konstruktion og lignende. Helikopterlandingspladsen skal finde en anden lokalitet med gode ankomstmuligheder, og ikke i nærheden af FE-domicilet.